24. maj 2008
Der dryssede lidt sne, da jeg forlod Aspen, og kørte videre sydpå mod Great Sand Dunes. Den vej jeg havde planlagt var stadig vinterlukket pga. for meget sne, så jeg lagde min rute om. Det gjorde at jeg kom forbi Black Canyon, som jeg ellers havde planlagt at springe over. Dagens tur bør tages over to dage, for at give lidt mere tid til at se de forskellige ting. Turen var på 830 km og selvom jeg forlod Aspen kl. 7 var jeg først fremme ved mit hotel kl. 23.30.
Vejen fra Aspen til Black Canyon
Drejer man af ved Carbondale og følger rute 133 ned til Hotchkiss, kører man gennem et smukt bjerglandskab, hvor der er mange kulminer. I de små byer man kommer gennem, kan man se minedriften. Under hele vejen følger en jernbane, hvor togene kører med 40-50 kulvogne spændt efter sig.
Black Canyon
Når man er kommet ned fra bjergene bryder en stor og dyb kløft landskabet. Black Canyon er op til 800 meter dyb og på det snævreste sted er der kun 335 meter fra kant til kant, hvilket gør, at solen har svært vid at nå bunden. Deraf navnet ”Den storte kløft”. Der er mange fantastiske udsigter, og hvis vejret er til det, kan man klatre ned i kløften. Der er også forskellige vandreture, der fører til nye spændende udsigtspunkter. På nordsiden, som jeg kom til er vejene ikke asfalterede, men gode at køre på. På sydsiden har man asfalteret vejene og gjort det hele handicapvenligt. Der er omkring 150 km at køre fra nordsiden (North Rim) til sydsiden (South Rim).
Der findes mere information på deres hjemmeside www.nps.gov/blca
Vejen fra Black Canyon til Great Sand Dunes
Fra Black Canyon går vejen videre til Gunnison ad en snoet men smuk bjergvej. Herefter kører man ad rute 114 gennem Buffalo Pass, hvor der er mange flotte steder at gøre stop for en medbragt frokost. Det sidste stykke vej fra Saguache til Great Sand Dunes er ad snorlige landeveje i et fladt landbrugsområde med sneklædte bjerge i horisonten.
Great Sand Dunes
Midt hvor det store landbrugsområde grænser op til bjergene, ligger et kæmpe bjerg af fin sand. Great Sand Dunes er en nationalpark, men her er ikke så meget andet at se end sand. Til gengæld kan man smide sko og strømper, gå gennem en lavvandet flod, der løber gennem sandet og klatre op i de enorme sandklitter. Vinden blæser kraftigt fra det flade landområde, så man skal have både hat på og et tørklæde til at beskytte ansigtet med. Har man ikke i forvejen lagt sin rute rimelig tæt på Great Sand Dunes, er det ikke helt besøget værd. Her er som sagt ikke meget andet end sand. Det er der til gengæld rigeligt af.
Læs mere om Great Sand Dunes på deres hjemmeside www.nps.gov/grsa
Vejen fra Great Sand Dunes til Santa Fe.
Vil man hurtigt videre, kan man benytte de store landeveje, hvor den tilladte fart er 65 mph (ca. 100 km/t). Jeg valgte i stedet at finde små landeveje, for at få mere ud af den smukke natur. Fra Alamosa fulgte jeg den ”kedelige” landevej ned til Antonito. Her kørte jeg fra ad rute 17, der går ind gennem bjergene og krydser grænsen til New Mexico. Det var sidst på dagen, og flere steder så jeg råvildt stå i vejkanten og spise græs. Der lå stadig en hel del sne i området, hvilket gav en fantastisk scenografi. Fra Chama i New Mexico, fulge jeg den støre landevej (US 84) til Santa Fe. Vejen er i 2008 kåret som den smukkeste vejstrækning i New Mexico. I starten forstod jeg ikke hvorfor, da det hele lignede det jeg lige kom fra. Men ca. 35 miles længere sydpå ligger Ghost Ranch i fantastisk smukke og ubeskrivelige omgivelser. Ad en strækning på 3-5 km springer klipper frem i gule, hvide og knald røde farver. Det var hele køreturen værd.
Lidt at tænke over...
Colorado bryster sig med at være den stat i USA der har det laveste procenttal af overvægtige indbyggere. Her er nemlig "kun" 48 % overvægtige.
Vis stort kort


Ingen kommentarer:
Send en kommentar