lørdag den 31. maj 2008

Salt Lake City-Rockin'R Ranch

29. maj 2008
Dagen bød på et besøg i centrum af Salt Lake City og et besøg på en ægte amerikansk ranch midt i naturskønne omgivelser. Og så hentede jeg min kollega, Karsten i lufthavnen ved middagstid og tog ham med på ranchen. Han skal være med på resten af turen til Las Vegas.

Salt Lake City
Byen kom for alvor på verdenskortet efter Vinter OL i 2002. Bjergene omkring byen byder på noget af det bedste skiløb, man kan tænke sig. Men byen er også kendt for at være mormonernes hovedstad. Midt i byen ligger mormonernes kirke ”The Church of Jesus Christ of Later day Saints”. Kirken er en stor klods, der mest af alt ligner en kontorbygning. Ved siden af kirken finder man den noget mere interessante Temple Square med mormonernes tempelkompleks. Her kan man komme på en guidet rundtur og guiderne er hurtige til selv at opsøge turisterne. Spørger man efter en dansk guide er det også til at få. Selve det store Salt Lake Tempel med de seks tårne og guldenglen Moroni på toppen af det ene af tårnene er ikke tilgængelig for andre end mormonerne selv.

Rockin’R Ranch
Første indtryk af Rockin’R Ranch er en ægte drengedrøm, der skal gøre til virkelighed. Ranchen har over 500 kvæg og stor flok heste med 17 føl. Hver dag på nær søndag kan man komme på forskellige rideture rundt i området, der har en fantastisk natur. Indenfor er der underholdning som bordtennis og billard. Der er ikke TV på værelserne, men til gengæld er der et opholdsrum med TV. Men nu er man jo heller ikke kommet på en ranch for at se TV. Ranchens bestyrer, J.R. tog imod os og viste os rundt. Opholdet indeholdt alle måltider, og aftensmaden var en fornøjelse at sætte til livs. Om aftenen kiggede ejerne forbi for at synge lidt med gæsterne. Værtinden, der har danske rødder, bar en trøje med et Dannebrog og navnet Lundgreen, som hun hed frem til hun blev gift for 65 år siden med hendes mand som nu er 85 år gammel. Det var hyggeligt at synge nogle amerikanske western sange med dem.

Læs mere om Rockin'R Ranch på www.team-benns.com/usa/usa/western-ranches/rockinr-ranch


Vis stort kort

Ingen kommentarer: