torsdag den 22. maj 2008

Fra Danmark til Denver

Med en meget tidlig afgang fra Billund besluttede jeg mig aftenen før for at tage en nat på Hotel Zleep i Billund Lufthavn. Hvis man booker senest 60 før kan man få et værelse til kr. 299,-. Hotellet er spartansk og ikke andet end en seng at sove i, et TV med 10-12 kanaler og bad og toilet. Halvdelen af værelserne har udsigt ud over lufthavnen og landingsbanen, hvor man kan følge med i den smule flytrafik der er i Billund. Og så kan man sove lidt længere. Med en times kørsel til lufthavnen, hvor man skal beregne en halv times tid ekstra til uforudseelige hændelser, skulle jeg køre hjemmefra kl. 4 for at nå mit fly med afgang kl. 6.45. Med en overnatning på hotel inden kunne jeg stå lidt mere frisk op kl. 5 og stadig have god tid til at gøre mig færdig og tage i lufthavnen, blot 2 min gang fra hotellet. Og med en lang dags flyvninger foran mig, hvor jeg ankom til Denver omkring midnat dansk tid, er det rart nok at kunne korte dagen af med 1½ time. Læs mere om Zleep hotellerne i de danske lufthavne på http://www.zleep.dk/

Turen via Amsterdam og Minneapolis gik glat uden nogen form for problemer. På vej ned i Minneapolis nød jeg synes af en meget smuk og grøn by set fra luften. Det var som at lande i en skov, hvor der stak et hus op hist og her. Menneapolis er helt sikkert en by jeg skal tilbage og se. Og i lufthavnen blev jeg lige mindet om at jeg var sulten, mens jeg ventede på det næste fly. Lufthavnen har stort set ikke andet end fast food restauranter.

Efter ankomst til Denver hentede jeg min bil og kørte ind på Hotel Doubletree, hvor fik et værelse med udsigt ud over hele centrum og Rocky Mountains i horisonten. Mens jeg ventede på at få min bil i lufthavnen, så jeg i lokale nyheder, at en tornado tidligere på dagen havde raseret en af Denvers forstæder. Flere huse var totalt jævnet med jorden. Vi fik også en lille rusketur undervejs i flyet.

Denver
Jeg har gjort mig et hurtigt indtryk af Denver mens jeg kunne holde mig vågen. Byen har en lang og hyggelig gågade, hvilken man ikke ser mange steder i USA, og så har de et 100 meter højt klokketårn fra 1910, der er bygget med inspiration fra klokketårnet på Markuspladsen i Venedig.

Ingen kommentarer: