tirsdag den 27. maj 2008

Nationalparker med klippeformationer

Dagen bød på store naturoplevelser, med klippeformationer i mange varianter. Det har været en meget varm dag med lange og krævende gåture, der har kostet en hel del vand. Og så fandt jeg svaret på hvor langt der er til Herning midt ude fra ”No where” i USA.

Canyonland
Jeg lagde dagen ud med at besøge Canyonland ved den sydlige indgang, også kaldet Needles District. Her er undergrunden for alvor brudt op, og klippeformationer i mange spændende varianter skaber et unikt landskab. Rundt i området er der nogle spændende men også krævende gåture. Jeg valgte en gåtur ved Elephant Hill midt på dagen på 10 km, og det er hård føde, når solen står lige ned fra en skyfri himmel. Start derfor med lange vandreture så tidligt på dagen som muligt. Underlaget man går på er ren klippe, og rutens markeringer er små sten, der står stablet hist og her. Havde jeg valgt at gå yderlige 10 km kunne jeg have nået ud til et udsigtspunkt til en stor flot klippebue. Jeg snakkede med en lille gruppe fyre, der havde været derude, og de var uden tvivl imponeret over hvad de så. Lige som alle de andre nationalparker, kan man komme rundt til de største ting med bilen eller kort gå afstand fra bilen. På vej fra US-191 til indgangen til Canyonland, passerer man Newspaper Rock, der er en klippe med gamle klippemalerier.
Læs mere om Canyonland på www.nps.gov/cany

Vejen fra Canyonland til Arches National Park
Hovedvejen mellem de to nationalparker hedder US-191. Ved hovedvejen, hvor vejen går fra til den sydlige indgang af Canyonland, står Church Rock, der er en stor spirformet klippe. 23 km længere mod nord passerer man Wilson Arch, der er en kæmpe klippebue. Yderlige 22 km nordpå kommer der en klippe med navnet ”Hole N’’ The Rock” malet med store bogstaver. Her har den tidligere dansk-amerikaner Albert Christensen bygget et 400 kvadratmeter stort hjem ind i klippen, ved at bore store huller med håndbor og sprænge huller i klippen med dynamit. Albert og hans kone drev en restaurant her. Jeg betalte 5 dollar for en rundvisning i hjemmet, hvor guiden viste store huller i væggen i det ene rum. Her havde Albert gjort klar til at springe hul til yderlige et rum. Men han nåede ikke længere inden hans død i 1957. Hans kone Glady blev boende her frem til 1974. I år 2000 købte dansk-amerikaneren Erik Hansen stedet og laver guidede ture i hjemmet. Hvis man er heldig at Erik selv er på stedet, når man kommer forbi, giver han gerne en guidet tur på dansk. Albert og Glady ligger begge begravet ude foran hjemmet. Foran hjemmet står også et skilt, der viser afstande til forskellige steder i verden, heriblandt København og Herning. På en væg i butikken, der hører til stedet, kan man se et Danmarkskort, nogle danske avisartikler om stedet og en masse billeder af danskere, der har besøgt stedet.

Arches National Park
8 km nord for Moab ligger Arches National Park, der gemmer på over 1000 klippebuer i alverdens faconer og størrelser. De største får selv en voksen mand til at se meget lille ud. Jeg havde brugt megen tid i Canyonland, så jeg nåede ikke at se så meget af denne nationalpark i dag. Men det blev til en tur forbi Balanced Rock, der er en stor klippesten, der står og balancerer usikkert på toppen af en række mindre klippesten. Jeg fik også set Delicate Arch, hvor jeg gik den 5 km lange tur for at se denne klippebue helt tæt på. Gåturen derop er på klippeunderlag og det går stejlt opad hele vejen. Turen er ikke for gangbesværede. Det bedste tidspunkt at se Delicate Arch på er ved solnedgang. Bemærk manden til venstre for buen på billedet, der ser ret lille ud i forhold til buen. Det kræves at du klikker på billedet og får det frem i stor størrelse.
Læs mere om Arches National Park på www.team-benns.com/usa/western-usa/arches og www.nps.gov/arch


Vis stort kort

Ingen kommentarer: